De danske kirkegårde ejes og administreres enten af folkekirken eller af kommunen. De fleste kirkegårde har forskellige typer gravsteder både til kister og til urner. Når en kiste begraves i et gravsted, skal det ligge i mindst 30 år, inden der må begraves en kiste på samme sted.
På visse kirkegårde er fristen endnu længere. For urner er den tilsvarende fredningstid 10 år. Prisen for et gravsted kan variere meget, idet de enkelte kirkegårdsbestyrelser selv fastsætter deres takster. Bedemanden kan oplyse om de lokale forhold. ´
På de fleste kirkegårde har man etableret fællesgrave i form af græsplæner, hvor urner sættes ned anonymt. Ved disse fællesgrave – ofte betegnet som “de ukendtes grav” – har de pårørende ikke mulighed for at overvære urnenedsættelsen, og kirkegårdskontoret oplyser ikke, hvor i plænen asken er nedsat. Der er som regel mulighed for at lægge blomster på en særlig blomsterplads.
Mange kirkegårde har i de senere år indført en type gravsted, hvor kisten eller urnen nedsænkes i en fællesplæne, men hvor de pårørende kan være med ved nedsættelsen, og hvor der er mulighed for at anbringe en vandret mindesten i plan med jorden. Se under afsnit med gravminder.
Når et gravsted bliver taget i brug, udstedes et begravelsesbrev. Af begravelsesbrevet fremgår det, hvem der er nedsat i gravstedet. Medbring begravelsesbrevet ved besøget hos bedemanden.
Et gravsted skal passes og holdes rent for ukrudt. Hvis et gravsted forsømmes, kan man risikere, at det ryddes for al beplantning og belægges med f.eks. søsten eller grus. Pårørende, der ikke ønsker det, eller ikke har mulighed for selv at passe et gravsted, kan overlade det til kirkegårdens personale mod betaling. Visse steder betaler man for vedligeholdelsen samtidig med, at man erhverver gravstedet. Fællesgrave med græsbevoksning bliver nogle steder passet gratis, og andre steder betales for pasningen samtidig med erhvervelsen.
Mindesten / gravsten bestilles hos en stenhugger, men da reglerne om brug af sten varierer fra sted til sted, vil det være en fordel at spørge bedemanden eller kirkegårdskontoret (graveren) til råds.