Et afsnit om sorgen og det at miste, og et afsnit med praktiske oplysninger og råd. Vejledningen er ment som en håndsrækning i den svære situation, De som pårørende pludselig står i, ved at have mistet et nærtstående menneske.
Sorg er en naturlig menneskelig reaktion, når vi mister et menneske, der står os nær. Sorg er en reaktion, der beskytter os mod det totale sammenbrud, og som kommer til udtryk på forskellige måder. Intet eller ingen kan erstatte et menneske, der ikke længere er hos os. Ligesom ingen i en sådan krisesituation kan undgå følelsen af sorg og forladthed.
Men en ting skal vi huske: at følelsen af sorg og savn netop er udtryk for, at man stadig hører sammen, selv om døden er trådt imellem.
Når vi mister, gribes vi af en dyb fortvivlelse, af angst og ensomhed. Måske føler vi endog vrede mod afdøde, eller mod omverdenen, eller mod skæbnen, eller mod gud. Vi kan også som pårørende føle en form for lettelse, når døden indtræder efter et langt sygeleje. Vreden og følelsen af lettelse kan afløses af skyldfølelse i forhold til den afdøde.
Omverdenen kan opleves som uvirkelig, ligesom vi kan gribes af rastløshed. Vi oplever pludselig at vort liv må omstruktureres og indrettes på en anden måde end hidtil. Forvirring og angst bliver let en følge heraf, fordi vi ikke kan overskue, hvordan det kan lade sig gøre.
Sorg er en proces, som det menneske, der har mistet skal igennem. Ikke over, men netop igennem. Udfaldet af sorgen er afhængigt af, hvordan den bearbejdes. Hvis vi forsøger at glemme tabet, vil sorgen blive muret inde, og den vil blive ved med at være der. Senere i livet (måske efter mange år) kan den så pludselig bryde frem. Det er derfor vigtigt igen og igen at turde fortælle andre om den begivenhed, der fik ens verden til at synke i grus. Det er ligeledes vigtigt at få fortalt om ens egen usikkerhed og angst i forbindelse med det skete. Det kan for eksempel være til en god ven, et familiemedlem, en bekendt, sygehus eller plejepersonalet, lægen, præsten, eller socialarbejderen.
Det er utrolig vigtigt, at vi ikke holder følelserne, gråden og vreden tilbage. For kun ved at opleve og gennemleve smerten, fortvivlelsen og sorgen, bliver der mulighed for at komme ud på “den anden side” af sorgen. Sorgen mures inde hvis vi skal “beherske os” – “tage os sammen” – “se at komme videre” og “ikke vise vores følelser”, som ofte er bemærkninger, den der er ramt af sorg, konfronteres med. Men i sorgen må vi acceptere vores følelser, turde stå ved dem og give udtryk for dem – også de negative.
Når en af vores nærmeste dør, udsættes vi for et chok, uanset om døden kommer brat eller som afslutning på et langt sygeleje. Følelsen af sorg, angst og usikkerhed kan udtrykkes på mange måder: heftig gråd, latter, voldsom vrede, skrig, sløvhed eller hyperaktivitet. Disse reaktioner kan være helt anderledes end vores almindelige handle – og væremåde.
Følelsesudbrudene er sunde, naturlige reaktioner på en uoverskuelig og lidelsesfuld situation. Chok og reaktion på tabet hører sammen og er den tungeste del af sorgprocessen.
Det fører os videre til at bearbejde tabet og acceptere den nye virkelighed på godt og ondt. Smerten og angsten vil efterhånden tage af, og vi får følelsen af selvværd tilbage. Vi er kommet igennem sorgen og ud på den anden side. Det kan tage lang tid, 1½ – 2 år er ikke ualmindeligt. Det er vigtigt at fremhæve, at en smerte altid vil blive tilbage.
Men der, hvor livsangsten overvindes ved at gennemleve lidelsen, skabes der mulighed for et nyt livsmod. Og så er der etableret baggrund for et andet, nyt og rigt liv.
